Af Inger Merete Clausen

Enghøjskolen – en skole i Stationsbyen Avedøre

Enghøjskolen startede i august 1974. Lige i starten med Knud Larsen som konstitueret leder og ca. 15 lærere. Men hurtigt blev Flemming Dueholmen ansat som skoleinspektør. Der blev oprettet børnehaveklasser og 1.-5-klasser. I alt begyndte ca. 275 børn. Skolen var bygget til at rumme 3 spor, dvs. 3 stk. 1. klasser, 3 stk. 2. klasser osv. Skolen var bygget i fire afdelinger med hver sin farve: gul, grøn, rød og blå. Man startede i rød afdeling, da de andre afdelinger endnu ikke var færdige. På rød afdeling lå også en afdeling af Hvidovre biblioteksvæsen oprettet som Avedøre bibliotek. Biblioteket blev sidenhen i 1979 flyttet til egen bygning foran Store Hus.

Enghøjskolen i Avedøre blev bygget samtidig med at sydafsnittet af Bymuren i Avedøre blev færdiggjort. De tilflyttede børn fra familierne i den nye Stationsby gav en del uro i starten. Børnene skulle tilpasse sig de nye forhold og udkæmpe magtkampe indbyrdes. Nye traditioner skulle etableres på skolen, og der var derfor rigtig mange lærermøder. Starten var ret kaotisk, men lærerne var unge og entusiastiske og lederen Flemming Dueholmen forstod at støtte op om en hold- og kammeratskabs ånd på skolen.

For at forstå elev og forældre grundlaget for skolen er det vigtigt at kende lidt til området Avedøre Stationsby.

Stationsbyen Avedøre – en by ved stationen

Avedøre Stationsby blev planlagt i forbindelse med anlæggelsen af S-togs banen mod Køge fra midten af 1970’erne. Det er et byggeri med en omkransende ”bymur” af boligblokke i 3 etager og rækkehuse indenfor Bymuren. Et højhus ”Store hus” for den østlige ende lukker af, således at Stationsbyen opfattes som en samlet bydel. Store hus er med butikstorv i bunden og lejligheder foroven.
Stationsbyen er en komplet ” Bypakke” med daginstitutioner, skole, butikker, legepladser og grønne områder, sportshal og svømmehal, kirke , bibliotek, forenings- og beboerlokaler og ungdomsboliger. Med S-togbanen er der let og hurtig transport til København. Området har trygge trafikforhold med lukkede stisystemer. Boligerne blev administreret af AKB og Glostrup Boligselskab, idet området i starten hørte til Glostrup kommune, men i forbindelse med kommunesammenlægningerne i starten af 1970’erne alene til Hvidovre. Det var derfor også Glostrup kommune, der var bygherre for bygningen af Enghøjskolen. Først fra 1994 blev lejlighederne administreret af AKB alene.
Afsnit Syd af Bymuren og rækkehusene stod færdigt 1974 til indflytning, dernæst Store Hus og til slut Afsnit Nord omkring 1979. I alt ca. 2300 boliger med godt 5600 indbyggere. Området dækker ca. 70 ha, svarende til 100 fodboldbaner.
Tilflytterne var fra hele landet. Men primært fra Københavns brokvarterer, der skulle renoveres. Det var børnefamilier, enlige og også en del socialt udsatte familier. Det blev et ungt boligkvarter med ca. 1/3 af befolkningen under 18 år og ca. ½ under 25 år, så derfor var behovet for skole og institutioner stort fra starten. I slutningen af 70’erne kom også en del indvandrerfamilier til. De kom bl.a. fra billige, små og saneringsmodne boliger i Vognmandsmarken , på Nørrebro og Vesterbro. Fra midten af 70’erne kom et politisk krav om en ”passende bolig” af en vis størrelse som forudsætning for tilladelse til familiesammenføring for udenlandske arbejdstagere. Her passede kravet til de nye boliger i Avedøre Stationsby, der var større end de små lejligheder på Københavns brokvarterer.
Tilflytningen i forbindelse med færdiggørelsen af nord-afsnittet og de mange børnerige familier medførte at planen om oprettelsen af en tvillingskole – Kærgårdsskolen- til Enghøjskolen blev aktuel. Skolen rummede på det tidspunkt ca. 800 elever og var blevet 4 sporet. Men det blev ikke til en realitet. Klogt nok i lyset af det lave elevtal på Enghøjskolen 30 år senere.
Ikke alle børn, der boede i Stationsbyen, hørte til Enghøjskolen. Skoledistrikterne blev lagt således at børn fra Bymuren i Nord fortrinsvis kom til at høre til Avedøre Skole, og børn som boede tæt på S-togsstationen kom til at høre til Frydenhøjskolen. Skoledistrikterne lå dog ikke fast, men måtte med tiden jævnligt justeres for at tilpasses børnetallet og skolernes kapacitet samt et politisk ønske om en alsidig elevsammensætning af både børn fra lejligheder og villaer.

Enghøjskolen 1974-89 under skoleinspektør Flemming Dueholmen

Lærerne på Enghøjskolen fortæller altid om en skolekultur med et fint sammenhold og en god social trivsel. Det skyldes bl.a. ”holdkaptajnen” Flemming Dueholmen, og at mange startede samtidigt som unge, nyuddannede lærere. Man måtte støtte sig til hinanden for at klare de mange udfordringer, som bl.a. lå i at mange af eleverne havde begrænsede ressourcer at trække på hjemmefra. Der var nogle familier, som havde problemer med misbrug af forskellig art, andre bl.a. enlige med børn, som havde en meget lav indkomst osv. Det gjorde, at der altid var brug for at have fokus på det social-pædagogiske arbejde med børnene foruden det faglige.
Skoleinspektør Flemming Dueholmen havde en fortid som sømand og var en fast, men empatisk leder. Lærer Käte fortæller: ”Efter lærerfrokosterne og festerne til jul og ved sommerferiens begyndelse endte vi lærere altid hjemme privat hos Flemming og festede videre. Hans og Karens hjem var altid åben for os lærere. Mine børn blev passet i privatpleje hos Karen, mens de var små, så hun hed altid Mor Karen.”
Lærer Mai fortæller: ” Når der var en vigtig fodbold- eller håndbold kamp i TV, kom vi lærere hjem til Flemming og Karen. Her hyggede vi os med øl og snack og råbte og skreg alle højt, når favoritten scorede. Mht. fodbold var det selvfølgelig Brøndby, vi heppede på.”
Forholdet mellem lærerne og Flemming Dueholmen er også kendetegnet ved denne episode:
Til en sommerferie frokost kunne Flemming ikke deltage, da han og Karen skulle sejle på ferie. Lærer Pia Møller havde lavet en sang, som til festen blev omdelt. Og så ringede hun til færgen og fortalte kaptajnen på skibet, at der ombord var en pastor Dueholmen fra Avedøre, som hun absolut måtte i kontakt med. For menigheden var samlet og havde noget utrolig vigtigt at sige ham. Flemming blev derfor kaldt til Broen på skibet og tog telefonen. Derefter brød hele lærerkollegiet ud i den hyldestsang, som Pia havde skrevet til ham.
I ferierne tog lærerne sammen på udflugter. Fx drog mange af lærerne sammen med Flemming og Karen til Prag i efterårsferien 1977. Der var også fællesweekender til Tjærø i Sverige og Enø ved Karrebæksminde, hvor skoleledelsen også var med. Hver sommerferie og vinterferie tog en gruppe lærere på henholdsvis kanotur og skitur i Sverige og Norge. I denne periode og langt ind i 90’erne arrangerede lærerne temafester og revyer. Skolen havde en overgang eget orkester med syngepiger. Skolen havde også en årlig juletræsfest, hvor de ansatte med deres ægtefælle og børn kunne deltage. Disse aktiviteter gav et kendskab til hinanden og et kammeratskab, som har gjort, at mange den dag i dag er private venner.
I mange år havde skoleledelsen arrangeret en fælles skovtur for alle klasser og lærere til Dyrehaven i Klampenborg. Der kom et særtog fra DSB til Avedøre station som kørte de mange børn og voksne til Klampenborg. I skoven kunne klasserne så løbe kondiløb, lege og lave konkurrencer samt spise deres medbragte mad. Det var en begivenhed i forsommeren alle så frem til.
Lærerkollegiet var meget rummeligt. Der var mange specielle, dygtige og initiativrige lærere. Det gav sig både udslag i undervisningen og i fritiden. Det var almindeligt at tage klasserne på udflugter uden for skolen og lave praksisnær undervisning. Klasserne kunne tage på kanotur med deres lærer eller fx ro i vikingeskib ved Roskilde og sove under åben himmel.
Skolen var indrettet ud fra en ide om at alt skulle kunne flyttes og tilpasses nye situationer. Skolen skulle være så fleksibel som mulig. Mange af skabene var på hjul. Reoler var flytbare og der var ovenlys så at vinduers placering ikke skulle forhindre at en væg blev flyttet. I hver afdeling var der et depotrum og skabe som blev tilknyttet undervisningsmaterialer til forskellige fag. Fx matematikdepot, naturfagsdepot, danskdepot osv. Det var almindeligt at lærerne fremstillede meget af undervisningsmaterialerne selv. Nogle andre lærere kunne så arve og tilpasse dette til deres elevgruppe. Det betød at børnenes undervisningsmaterialer ofte var hæfter med kopipapir. På grøn afdeling var skolebiblioteket/mediateket. Men det var i denne periode kun åbent i skoletiden.
I hvert hjørne af skolen var der små lærerværelser – fire i alt –som lærerne i de små frikvarterer kunne mødes i og udveksle viden om børnene og undervisningen. Lærerne hørte fast til en bestemt afdeling. På den måde var de nær ved børnene og var en slags lille skole i den store. I spisefrikvarteret skulle man ned på det store lærerværelse. Her var der ofte fælles meddelelser til lærerne.
Skolekøkkenet lå i en særlig fag-bygning . Til skolekøkkenet var der tilknyttet 2 prøvelejligheder. Dvs. små etværelseslejligheder med køkken, sovebriks, sofasæt mv. I forbindelsen med undervisningen i at lave mad skulle eleverne også undervises i at holde et hjem, gøre rent, have gæster på besøg osv. Det blev dog kun brugt i en kortere periode.
Skolen blev bygget i en periode, hvor der var strenge restriktioner mht. vinduesareal. Oliekrisen betød at der var ekstra opmærksomhed på isolering og varmetab. Der var kun ret få og små kvadratiske vinduer i klasserne. Skolens tage var flade. Men de betød at regnvandet samlede sig som i badekar og at taget snart var ret utæt. Der var i perioder med meget regn sat spande på gangene til at opfange de værste dryp fra loftet. Og der foregik konstant reparation af taget for at lukke utæthederne.
Enkelte af de ansatte blev alvorligt syge pga. af svamp og dårligt indeklima på skolen. Bl.a. måtte en lærer se sig afskediget efter at have overskredet reglen om max 180 sygedage over en periode på 2 år. De mange sygedage havde han, fordi han ikke kunne tåle skolens indeklima.
Lærer Inger Clausen fortæller: ” Jeg kan huske et lærerrådsmøde, hvor vores indeklima var på dagsordenen. Her deltog den ene skolesekretær Laila. Hun havde en plasticpose med, som hun tømte ud på bordet. Den var fuld af forskellig medicin, som hun fortalte, at hun måtte tage, fordi hun var så plaget af skolens indeklima. Det var skræmmende for alle os, som ikke var særlig plaget. Hun måtte holde op som skolesekretær og finde sig et job et andet sted.”
Skolens viceinspektør var i de første år fra 1974-1980 Sved Åge Sørensen, kaldet Søren. Han havde tidligere være skoleinspektør, men pga. af sygdom i familien ønskede han en mindre krævende stilling. Han var dog et godt match sammen med Flemming Dueholmen. Og god til med sin erfaring at få bygget de nødvendige rutiner og ordninger op på den nye skole. Da han fyldte 60 år gik han af med tjenestemandspension. I stedet kom viceinspektør Kjeld Pape. Han og Flemming var også et godt ledelsesteam. Pape tog sig bl.a. godt af alle de børn, som pga. uhensigtsmæssig adfærd i klasserne blev sendt på kontoret. Det gjaldt også sekretærerne Inger og Laila. Både elever og lærere kunne komme til sekretærerne når som helst og få hjælp eller græde ud, når der var behov for det. Dørene var altid åbne til kontoret og til skoleledelsen. Ved skolesekretær Ingers tidlige død blev der plantet et kirsebærtræ på græsset ud for lærerværelset. Det viser hvor stor betydning hun havde, og hvor afholdt hun var.
Enghøjskolen voksede og fik i begyndelsen af 80’erne indvandrerelever i større omfang. ( Se afsnittet Tosprogede elever på Enghøjskolen). I 1980 var elevtallet på sit højeste med ca. 800 elever, men dette tal faldt i løbet af 80’erne, hvor antallet lå omkring 600-700 elever. Da skolen fejrede sit 10 års jubilæum i 1984 var der 696 elever fordelt på 35 klasser. Det pædagogiske personale var på 76. Desuden var der ansat 21 rengøringsassistenter, 3 skolebetjente, 2 sekretærer og 1 socialrådgiver. Derudover var der knyttet to skolepsykologer, en talepædagog, sundhedspleje og tandpleje til skolen. Der var til stadighed en stor til- og fraflytning i lokalområdet, hvilket gav en udfordring for skolen. Det blev derfor besluttet at opdele skolen vertikalt fra 1-9.kl i mindre enheder, svarende til de 4 afdelinger, således at eleverne kunne opleve en større tryghed.
Flemming Dueholmen nåede lige at blive fejret ved sin 60 års fødselsdag med flag guirlander og blive fragtet på budcykel til skoleforvaltningen i Hvidovre med fødselsdagssang af alle elever. Så faldt han pludselig omkuld med hjertestop ved en tenniskamp d. 11. marts 1989. Og skolen var i chok over det pludselige tab af deres leder.

Enghøjskolen i en udviklingstid

Efter skoleinspektør Flemming Dueholmens pludselige død blev viceinspektør Kjeld Pape konstitueret som skoleinspektør og skolekonsulent for tosprogede elever Kirsten Schalburg udnævnt til viceskoleinspektør. Det varede dog kun nogle få måneder, idet Kirsten Schalburg søgte den opslåede stilling som skoleinspektør og fik den pr. august 1989. Og som ny viceinspektør kom Helge Skramsø fra Brøndby. Han blev der kun kortvarigt og blev efterfulgt i august 1991 af Hans Jørgen Christensen.
Kirsten kendte skolen, fordi hun siden sommeren 1980 havde fungeret som skolekonsulent for tosprogede elever i Hvidovre. Hun kendte også mange af forældrene, og det lå hende meget på sinde at skolen og lokalmiljøet arbejdede tæt sammen, og at der var et lokalt ejerskab til skolen. Hun formulerer det selv således:
” Det skal ikke være som i gamle dage i landsbyerne, hvor skolelederne ofte sad på de tunge poster. Vi har en politisk valgt bestyrelse og det er vigtigt at de, som bor i området, har medansvar. Det er dem, der bør varetage skolens interessere i forskellige sammenhænge. Det betyder også, at de får en meget vigtigere rolle i forhold til skolen. ” (s. 57 i ”Bæredygtig skoleudvikling” af Bergthora Kristjansdottir og Lene Timm, Dansklærerforeningens Forlag 2014).
Som skoleleder var Kirsten Schalburg fænomenalt dygtig til at skaffe sig økonomiske midler til udviklingsarbejder på skolen. Allerede i skoleåret 1989/90 startede et toårigt projekt: ”Skolen som kulturcenter” med udviklingsmidler fra Folkeskolens Udviklingsråd. Projektet indebar at skolen var åben fra morgen til aften et par dage om ugen. Her kunne voksne og unge fra Stationsbyen deltage i forskellige aktiviteter. Man kunne sy, reparere cykler, bage, gøre gymnastik eller blot hygge sig over en kop te eller kaffe med de lærere, der havde tilsyn med aktiviteterne.
Lærernes fagforening – både den centrale Danmarks Lærerforening samt den lokale afdeling -var hele tiden medinddraget i dette projekt og også de senere projekter, således at regler om arbejdstid og løn blev overholdt. På denne måde blev de medspillere frem for modspillere i udviklingen.
Projektet indebar at lærere og skolepedel var indstillet på at gøre noget ekstra, undervise andre end børn og arbejde ud over de normale arbejdstider, hvilket ikke var helt sædvanligt på det tidspunkt. Men den stærke følelse af sammenhold og solidaritet med skolen, som var opbygget under Flemmings tid, blev under Kirstens ledelse kanaliseret over i entusiasme og arbejde med skoleudvikling. Skolen som kulturcenter projektet blev primært et projekt som indvandrerfamilierne – og særligt indvandrerkvinderne og unge piger– benyttede sig af. Skolen fik ikke rigtig tag i de etnisk danske familier i dette projekt. Et af målene med projektet var at lave kulturel ”brobygning” i lokalområdet, men det blev ikke til det kultur møde mellem etnisk danskere og indvandrere, som man havde ønsket sig.
Det lykkedes til gengæld med Odysséen projektet. I løbet af skoleåret 1992/93 arbejdede hele skolen sammen med forældrene og voksne i Stationsbyen med opførelsen af et teaterstykke bygget på Ovids historiske og klassiske drama Odysséen. Forældrene blev sammen med lærere og elever inddraget i udformningen af kulisser og kostymer og mange andre praktiske ting vedr. opførelsen. Det gav en selvtillid og stolthed til børn og voksne i et lokalområde, som i resten af Hvidovre blev betragtet som et ressourcesvagt ghettoområde. Det gav et kendskab og sammenhold på tværs til skolen, som fik betydning da skolen nogle år senere blev truet med lukning. Odysséen blev opført som musik og teaterstykke i den nærliggende idrætshal d. 22. april 1993. Boligselskabet AKB samt Kulturministeriet havde bevilliget penge til at dække nogle af de mange udgifter i forbindelse med projektet. Forfatter Peter Poulsen havde omskrevet historien til teaterstykke. To af skolens lærere: Torben Barret og Søren Hegnby samt viceskoleinspektør Hans Jørgen Christensen havde skrevet musikken til stykket.
I den periode blev der også gjort meget fra skolens side for at få kunstnere ind på skolen. Meningen var at vise det kulturelt rige i mangfoldigheden. Bl.a. fik man en chilensk kunstner og en kunstner fra Bangla Desh til at komme og undervise. Lokale billedkunstnere fik man til at udsmykke gangene i skolens fire afdelinger. Motivet var de forskellige verdensdele.
Skolen var også i 1993 indblandet i opførelsen af en skulptur netop ved navn ”Mangfoldigheden” ud for pladsen mellem Avedøre Bibliotek og forretningsarkaden på Store Hus. Skulpturen bestod af mange forskellige store farvestrålende klodser stablet op på hinanden. Forskellige institutioner i Stationsbyen stod for hver sin klods. Det var vigtigt at vise ressourcerne i det kulturelt mangfoldige i en tid, hvor indvandrere i stigende grad blev betragtet som en byrde for samfundet. Der var en heftig mediepolitisk debat om ghettoområder og Stationsbyen blev udnævnt til at være en ghetto. Det var derfor vigtigt at manifestere fortællingen om sammenholdet mellem institutioner og beboere i Stationsbyen.

Tosprogede elever på Enghøjskolen.

De første tosprogede elever kom i efteråret 1979 til Enghøjskolen. Det skete sammen med åbningen af afsnit Nord i Bymuren. Dette afsnit stod boligforeningen Glostrup for. Mange indvandrere bosat i Glostrup, ledte efter en ”passende bolig”, så de kunne få deres kone og børn til Danmark jf. lov i 1973 om familiesammenføring.
De første elever var i alderen 6-18 år og der blev oprettet en midlertidig modtagelsesklasse på Enghøjskolen med skolesekretærens mand, som blev sat til at undervise og underholde disse børn, som kom direkte fra udlandet og derfor ikke talte og forstod dansk. Men fra februar 1980 fik man ansat kvalificeret og uddannet personale til modtagelsesklassen, som efterfølgende blev opdelt i aldersgrupper. Fra sommeren 1980 blev de ældste modtagelsesklasseelever flyttet til Avedøre Skole.
Der var modstand fra lærerrådet mod at modtagelsesklasserne blev placeret på Enghøjskolen, idet man mente at skolen havde rigeligt at slås med i forhold til mange elever, som trivedes dårligt, og fordi man havde mange elever fra socialt dårligt stillede miljøer. Modtagelsesklasserne kom også på et tidspunkt, hvor elevtallet på Enghøjskolen var allerhøjest: ca 780 elever og fuldstændig fyldt op med 4 spor, selvom skolen var bygget til at rumme 3 spor.
Med et stigende antal indvandrerelever på skolen var det vigtigt at opbygge et flerkulturelt miljø samtidig med at fagligheden blandt de nytilkomne blev sikret. Den første konsulent for tosprogede elever i Hvidovre blev ansat i sommeren 1981 og det blev Kirsten Schalburg. Samtidig blev de første tosprogede lærere ansat Ahmed Akhtar med pakistansk baggrund og Battal og Gül Tanriverdi med tyrkisk baggrund. Disse lærere kunne støtte de tyrkiske og pakistanske elever fagligt på deres modersmål, indtil de kunne tilstrækkeligt dansk til at følge med i undervisningen på dansk. Samtidig var de tosprogede lærere vigtige i forældresamarbejdet med de tyrkiske og pakistanske forældre. Derfor blev tosprogede lærere også i årene fremover en vigtig del af det pædagogiske personale.
Antallet af tosprogede elever på skolerne i Hvidovre var i november 1984: 220 fra ikke vestlige lande og USA, heraf de 93 på Enghøjskolen – fortrinsvis med chilensk, pakistansk og tyrkisk baggrund. 53 på Avedøre Skole fortrinsvis fra Tyrkiet og Jugoslavien, 43 på Frydenhøjskolen fortrinsvis fra Marokko. Dvs. 189 af de 220 elever gik på skoler i Avedøre området. ( Kilde: Indvandrere i Hvidovre Levevilkår og løsningsforslag. Hvidovre Kommune september 1985)

Tokulturelle klasser 1984-93

Med inspiration fra Norge og Ishøj fremlagde konsulenten for de tosprogede elever Kirsten Schalburg sammen med modtagelsesklasselærerne Inger M. Clausen og Vibeke Dall og de tosprogede lærere Necmi Dogan og Gül Tanriverdi en plan for at oprette tokulturelle klasser på Enghøjskolen. En tokulturel klasse betød, at man samlede gruppen af tyrkiske skolebegyndere sammen med en gruppe af etniske danske skolebegyndere til en fælles klasse. De to grupper fik i børnehaveklassen og første klasse en del af deres undervisning samlet, men hovedparten af undervisningen i hver sin gruppe. Det muliggjorde at gruppen af tyrkiske skolebegyndere kunne få undervisning i skolens fag men på tyrkisk. Der var derfor knyttet en tyrkisk lærer til klassen samt ekstra lærerressourcer i øvrigt.
Ordningen med de tokulturelle klasser kom til at vare i 9 år, indtil det i 1993 blev stoppet af kommunalbestyrelsen i Hvidovre kommune. Begrundelsen var et fald i elevtallet især fra etnisk danske elever og ønsket om at sprede de tosprogede elever på flere af kommunens skoler.
Skolen fik mulighed for at evaluere denne ordning i skoleåret 1991/92, idet man fik midler fra Folkeskolens Udviklingsråd til dette. På det tidspunkt var der 9 tokulturelle klasser fra børnehaveklassen til og med 8. klassen. Evalueringen viste bl.a. at de tosprogede tyrkiske og kurdiske elever ikke klarede sig på niveau med de etnisk danske elever på skolen. Særligt i de ældre klasser var der i denne gruppe en mindre fremgang, end man kunne forvente. Evalueringen viste også, at der var et behov for kvalificering af undervisningen i dansk som andetsprog og efteruddannelse af lærerne. Mange af de etnisk danske forældre var skeptiske over for projektet og savnede dialog med de tyrkiske og kurdiske forældre. Hovedparten af de danske familier fremhævede dog viden, indsigt og erfaringer med forskellige kulturer som noget positivt. De tosprogede lærere spillede en stor rolle i forældresamarbejdet, men samarbejdet mellem etnisk danske lærere og tosprogede lærere var vanskeligt, særligt i forhold til ansvarsfordeling af undervisningen.( Se Mini rapport Dig og mig og vi to. Evaluering af tokulturelle klasser, Hvidovre Pædagogiske Central 1993)
Udviklingen i elevtallet var således, at skolen i højere grad fik indvandrerelever, mens antallet af etniske danske elever faldt. Skolen kunne ikke kæmpe imod den i samfundet herskende diskurs om, at en skole med mange indvandrere er en dårlig skole og området Stationsbyen et ghetto område. Som en etnisk dansk forælder siger i evalueringen:
”Vi er glade for, at vi ikke bor i Stationsbyen mere. Vi vil ikke bryde os om at bo i en firkant, hvor også alle de fremmede bor.” ( s. 30 i Dig og mig og vi to. Evaluering af tokulturelle klasser. Hvidovre 1993)

Integrationsprojektet 1994-98

Det lykkedes i 1994 Enghøjskolen at blive det største projekt i Integrationsprojektet og dermed få bevilliget 4 mil. Kr. til udvikling af skolen. Integrationsprojektet var Undervisningsministeriets del af regeringens Byudvalg. Byudvalget havde et 30 punkts program til at modvirke ghettodannelse. Avedøre Stationsby nød som bydel godt af dette, idet det bl.a. kom til at betyde huslejenedsættelse, ansættelse af to beboerrådgivere, støtte til aktiviteter og modernisering af bydelen.
Byudvalgets punkt 26 sigtede på spredning af skolernes tosprogede elever samt at fastholde og tiltrække etnisk danske elever. Undervisningsministeriet havde 100 mill.kr. at fordele over 4 år. Forudsætningen for deltagelse i projekterne var at kommunerne medfinansierede disse udviklingsforsøg. Ansøgningsfristen var relativt kort, men Enghøjskolen havde erfaringer fra Skolen som kulturcenter at bygge på. Skoleleder Kirsten Schalburg sad sammen med lærer Anne Marie Andersen en hel vinterferie og formulerede Enghøjskolens ansøgning, efter at lærerne var fremkommet med deres ideer via et brainstorm seminar.
Projektet kom til at hedde Enghøjskolen som Magnetskole. Frem for den hidtidige fokus primært på de tosprogede elever ville man nu arbejde stærkt på, at skolen blev en magnet for alle elever med fokus på kvalitet i undervisningen og gode fritidstilbud.
Integrationsprojektet blev en kæmpe ”vitamin-indsprøjtning” til skolen. Klasserne på mellemtrinnet og de store klasser fik timer til mere danskundervisning og ekstra undervisning ved ekspertlærere i EDB, udskoling og billedkunst. Der blev oprettet ”lektiestue” på skolen om eftermiddagen, og skolens mediatek blev inddraget. Undervisningen blev i nogle af timerne foretaget med holddeling på tværs af klasser og årgange, således at etnisk danske elever kunne undervises samlet. Der kom tolærer på i alle dansktimerne på mellemtrinnet, hvor den ene lærer var ansvarlig for danskundervisningen generelt og den anden for at tilknytte undervisningen et dansk som andetsprogs perspektiv.
Det var vigtigt at påvirke Stationsbyens dårlige image i forhold til resten af Hvidovre for at fastholde de etnisk danske elever på skolen. Og således modvirke politikernes og medie Danmarks ghettostempling af Stationsbyen. (Se også afsnittet ”Mit hjerte banker for Enghøjskolen”). Der blev oprettet ”Grøn skole” med idrætstilbud hvor skolen kunne invitere elever fra andre skoler med på idrætslejr og til idrætsstævner. Stationsbyens idrætscenter begyndte at afholde ”Sjov Lørdag”, dvs. at centret den første lørdag i hver måned var åben om aftenen til midnat, og hvor børn og unge fra hele Hvidovre kunne komme og svømme, spille fodbold mv. Sjov lørdag blev ledet dels af lærere fra skolen dels af frivillige fra idrætsforeningerne samt fra det forebyggende kriminalitets team ”Blæksprutten”. På den måde kunne der knyttes venskabsbånd mellem Stationsbyens børn og unge og børn og unge i resten af Hvidovre. Sjov Lørdag med idrætsaktiviteter foregår stadig nu i 2016 på næsten de samme præmisser.
Det samme gjaldt Billedskolen. Her kunne børn fra hele Hvidovre komme til Enghøjskolen og blive undervist i billedkunst af dygtige Enghøjskole- lærere og kunstnere udefra. Det var en stor succes. På et tidspunkt var der indskrevet 146 elever, hvoraf halvdelen kom fra andre skoler i Hvidovre. Og der var en venteliste på 46 elever.
En teaterklub blev også oprettet med lærere fra Enghøjskolen. Den havde som målsætning at udvikle et aktivt teatermiljø i området, styrke tolerancen mellem forskellige køn, aldersgrupper og etnicitet samt fremme fællesoplevelser. Teaterklubben fungerede som konsulenter og vejledere for Stationsbyens børneinstitutioner mht. teater og dramaøvelser. Den opførte bl.a. i samarbejde med andre teatergrupper fra Hvidovre ”Gilgamesh” i september 1995. Et stykke omhandlende den gamle persiske myte om helten Gilgamesh og hans jagt på udødelighed. En 5. klasse med deres lærere var med fra Enghøjskolen. Avedøre Gymnasium deltog også. I lighed med teaterstykket Odysseen var det et kæmpeprojekt, der involverede over 200 enkeltpersoner. Stykket blev vist på den nedlagte Avedøre kasserne.
Man skulle tro, at det med denne kæmpe indsats ville det lykkes Enghøjskolen at blive anerkendt som en af Hvidovres bedste skoler, men tværtimod kom der en alvorlig trussel om nedlæggelse af skolen i foråret 1995.

Mit hjerte banker for Enghøjskolen -forår og sommer 1995

I foråret 1995 fremkom Arbejdstilsynet med en tilstandsrapport om Enghøjskolen. Af rapporten fremgik det, at skolen havde alvorlige byggeskader og var sundhedsfarlig for personale og elever pga. omfattende svampeforekomster. Det flade tag havde gennem 20 år medført fugtskader i den grundlæggende konstruktion, og asfaltbelægningen på skolegården i 1. etages niveau var trods mange reparationer hullet som en si og metal og beton gennemtæret. En renovering og modernisering af skolen ville komme til at koste ca. 75 mill. Kr.
Et flertal i kommunalbestyrelsen og det nedsatte Enghøjudvalg foretrak d. 16.05.95 at nedlægge skolen og flytte klasserne over på de to nærliggende skoler Avedøre Skole og Frydenhøjskolen. Disse skoler måtte så nødvendigvis bygges større. Det ville blive billigere for kommunen. Denne løsning ville også betyde den ”sidegevinst” ,mente borgmester Britta Christensen og skoleudvalgsformand Finn Jensen, at de tosprogede elever kunne spredes. Evt. busses ud til flere skoler i resten af Hvidovre, så det i kommunalbestyrelsen ønskede maksimum af 25 % tosprogede på Hvidovres skoler kunne opnås. Enghøjskolen havde på dette tidspunkt 440 elever hvoraf de 43,7% var tosprogede samt 70 lærere, som også skulle fordeles.
Men det var i denne situation at Enghøjskolens ledelse, personale, elever og forældre for alvor høstede anerkendelse for det store arbejde, der lå bag involveringen i lokalsamfundet og udviklingsprojekter som Skolen som kulturcenter og Enghøjskolen som Magnetskole. Der kom en proteststorm uden lige mod politikernes forslag. Allerede før mødet d. 16.05.95 i kommunalbestyrelsen havde forældre og beboere i området indsamlet 2400 underskrifter på, at man ønskede at beholde skolen. Også forældre fra Frydenhøjskolen og Avedøre Skole protesterede. Indsatsen og bevillingerne fra Byudvalget til Enghøjskolen som Magnetskole risikerede at gå tabt, både de mange millioner til skoleudvikling og ekspertisen på integrationsområdet samt de mange ildsjæle, som arbejdede for skolen.
Foran Hvidovre Rådhus var der den 16.05.1995 en meget stor demonstration for at bevare Enghøjskolen. Skoleleder Kirsten Schalburg talte imod nedlæggelsen og gav borgmester Britta Christensen en håndfuld hjerte balloner. Kampen mod nedlæggelsen skete bl.a. under sloganet ”Mit hjerte banker for Enghøjskolen”. Britta Christensen blev ved den lejlighed buhh’et ud af forsamlingen.
Hanne Petersen, som var formand for AKB boligforeningen i Stationsbyen udtalte: ”Politikerne fjerner byens hjerte” (Hvidovre Avis 03.05.1995).
Heidi Villadsen fra 9. klasse og formand for elevrådet på Enghøjskolen udtalte: ”Indvandrerne har altid været her, og det er ikke os, der gør dem til et problem, det er de andre- dem der er udenfor” (Politiken 03.04.1995).
Forholdet mellem Avedøre Stationsby og resten af Hvidovre var problematisk. Fra starten følte mange i Stationsbyen, at de var et stedbarn, som kun nødigt var overtaget fra Glostrup kommune i 70’erne. Da yderligere området af medie Danmark i begyndelsen af 90’erne blev betegnet negativt som en ghetto med alt for mange indvandrere, blev denne afstandtagen forstærket. Det var borgmester Britta Christensen som bl.a. selv var med til at startet debatten om ghettoerne og for mange indvandrere. Hun og andre borgmestre på Københavns Vestegn sagde højlydt i medierne stop for at kommunen kunne modtage flere flygtninge og indvandrere i forbindelse med Regeringens fordeling.
Beslutningen om nedlæggelse af Enghøjskolen kom til høring på Hvidovres skoler. Samtidig fremkom Enghøjskolens skolebestyrelse med en beregning på, hvad det ville komme til at koste at ”ombygge” skolen. Beregningen viste sig at være billigere end det ville koste at flytte klasserne til naboskolerne og udbygge dem. Det var det billigste alternativ, hvis skolen blev ombygget som to-sporet og de ca 10.000 m2 blev indskrænket til 7000 m2. Dermed kunne borgmesteren og den socialdemokratiske gruppe, som var et flertal i kommunalbestyrelsen, d. 7. august 1995 vedtage, at Enghøjskolen kom til at overleve. Kampen om Stationsbyens ”hjerte” var vundet.

Enghøjskolen i de nye bygninger

Derefter fulgte år fra 1996-98 med byggestøj, flytten rundt og kreative løsninger på lokaleproblemerne. Skolen blev nedrevet og bygget op i to tempi. Først den ene halvdel og skolegården og bagefter den anden halvdel. Imens flyttede elever og lærere sammen på det resterende areal.
”Skoleleder Kirsten Schalburg insisterede på, at børnene skulle være på skolen sammen med håndværkerne, fordi de herved kunne få indblik i, hvordan et byggeri foregår.”( s.59 i Kristjansdóttir og Lene Timm: ”Bæredygtig skoleudvikling. Samtaler med Kirsten Schalburg”).
Imidlertid var byggeriet en stor belastning og udfordring for børn og personale på skolen. Børnene oplevede, at de ikke havde deres faste klasselokaler, men skulle flytte rundt, hvor der kunne findes plads. Byggestøjen og de mange børn på få kvadratmeter blev for meget, og der opstod kreative løsninger med ud af huset aktiviteter. Fx blev øko- og naturcentret Quark brugt til undervisning i natur og teknik fag. Idrætscentret og nogle af beboerlokalerne i Bymuren blev brugt som undervisningslokaler. Der blev stillet nogle skurvogne op til fritidshjemmet. Men sammenholdet og relationerne som var blevet bygget op under Odysseen forestillingen og kampen for skolens overlevelse gjorde, at man stod det igennem uden elev og lærerflugt fra skolen.
Resultatet af ombygningen blev en ny flot skole med et stort veludstyret bibliotek og en stor aula til fællesarrangementer. Skolebygningerne havde røde mursten med hvide bånd og tegl tag med rejsning på. I alt fremstod den nye skole med de større vinduesarealer og lysere materialer og rum væsentlig pænere end den gamle Enghøjskole. Der var også fokus på, at byggematerialerne var godkendte og ikke sundhedsfarlige. Skolen kunne fejre indvielsen af de nye bygninger samt sin 25års fødselsdag i september 1999 med en færdig ombygget skole.
Integrationsprojekterne fortsatte også og Enghøjskolen markerede sig som en international skole. Ved projektets slutning havde skolen 482 elever hvoraf de 190 var tosprogede. Dvs. at elevtallet var steget og %andelen tosprogede faldet lidt, hvilket jo var integrationsprojektets målsætning. Men derudover var det også lykkedes Enghøjskolen at lave en sammenhængende indsats i lokalområdet.
Skolen modtog i 2001 Nævnet for Etnisk Ligestillings stafet og forpligtede sig dermed til at gøre en ekstra indsats over for at fremme etnisk ligestilling og modvirke racisme.
Skolen modtog også i 2001 Danmarks Lærerforenings Stinus Pris for fremragende fagligt og pædagogisk skoleudviklingsarbejde.
Samme år – 2001 – blev Kirsten Schalburg 60 år og besluttede at stoppe som skoleleder.

Enghøjskolen uden eller med vekslende skoleleder 2001-2011

Det blev en tidligere lærer på skolen Lars Berg, som i efteråret 2002 fik stillingen som skoleleder efter Kirsten Schalburg. Han havde nogle år været leder på en anden skole i hovedstadsområdet. Hans Jørgen Christensen stoppede i foråret 2003 som viceskoleleder på Enghøjskolen og blev afløst af Elin Juel Christensen. Hun havde i en periode indtil Lars Berg blev ansat fungeret som konstitueret viceskoleleder, og Hans Jørgen som konstitueret leder.
Skolen fortsatte sit arbejde med integration af de tosprogede elever og med særlige tilbud til elever med adfærdsmæssige udfordringer. Bl.a. var der i en årrække særlige forældre kurser for indvandrere og flygtninge. På disse kurser orienteredes forældrene om særlige træk ved det danske skolesystem og Enghøjskolen i særdeleshed. Hvidovres lokale integrationspulje blev årligt søgt til bl.a. disse forældre kurser, lektieklub, forstærket læseindsats og naturfag til pigerne i 6. klasse.
Men tiden var præget af mange lærerskift og en delvis fraværende ledelse. I 2005 skete der en omlægning af de kommunale midler, således at tildelingen til tosprogede elever og specialundervisningselever blev væsentlig mindre, og Enghøjskolen mistede derfor midler i forhold til tidligere år. Skolen fik et problem med overtallige lærerstillinger, der skulle nedjusteres. Indtil da havde skolen et overforbrug af midler i forhold til det tildelte.
I 2005 stoppede Lars Berg som skoleleder. Igen blev det Elin Juel Christensen, der som konstitueret leder stod for ledelsesopgaverne. Hun og afdelingsleder Lene Mørkholt havde i hele perioden klaret mange af skolens opgaver. Lærer Vibeke Dall blev konstitueret som souchef.
I februar 2006 blev tidligere skoleleder Niels Frederik Bredager på Holmegårdsskolen i Hvidovre så af kommunen bedt om at lede Enghøjskolen og få den på fode igen. Han havde ingen erfaring med tosprogede elever og interkulturel skolekultur. Men han fik sat nogle klare rammer og retningslinjer for skolen og dens ansatte. Og der blev sørget for, at skolen havde nogle gode tilbud til elever med særlige udfordringer. I september 2009 blev han sygemeldt og kom ikke tilbage igen. Forvaltningen i Hvidovre kommune udnævnte igen Elin Juel Christensen som konstitueret leder. Det var hun i to år indtil stillingen som skoleleder på Enghøjskolen endelig blev opslået i sommeren 2011 og besat af Jan Hagen Rosfeldt.
De 10 år med vekslende og delvist fraværende skoleledelse og manglende opbakning fra forvaltningen gjorde ledelsesopgaverne på skolen vanskelig. Og der var også en nedgang i elevtallet. I skoleåret 2000/2001 var der 416 elever på Enghøjskolen. I skoleråret 2009/10 var det faldet til 293. Mange af skoledistriktets børn valgte at gå på naboskolerne eller privatskole.

Elever med særlige udfordringer

Skoler afspejler lokalsamfundet på godt og ondt. I Stationsbyen var der mange dysfunktionelle familier. Hvidovre kommune benyttede nogle at lejlighederne til personer med psykiske problemer og misbrugsproblemer. Det betød at Enghøjskolen skulle rumme børn med mange belastninger hjemmefra. I slut 70’erne var der problemer med unge, der sniffede lim. I 80’erne var udfordringerne både utilpassede indvandrerbørn og etnisk danske børn fra dysfunktionelle familier. Skolebetjenten Birger Mosholt og kaffedamen Kirsten Mosholt var i den periode gode til at tage sig af børn, når de ikke kunne rummes i klasseundervisningen. Deres søn Birger Mosholt var senere primus motor i oprettelsen af Blæksprutten og andre kriminalitets forebyggende tilbud til børn og unge i Stationsbyen.
I 1980erne fik Enghøjskolen en OBS. Dvs. et særligt tilbud for elever med tilpasnings vanskeligheder. Her kunne elever, der røg helt ude i torvene, komme ud af klassen og komme i obs’en og få en tæt kontakt til en lærer til de var faldet ned. En overgang fungerede den også som periode klasse, dvs. at elever, der var særligt udfordret, kunne være i periodeklassen i en del af deres skema og i deres hjemklasse i resten af tiden.
I slutningen af 80’erne blev der oprettet egentlige specialklasser i en bygning på Hvidborg i det centrale Hvidovre. Lærere og elever fra Enghøjskolens specialtilbud flyttede dertil.
Senere blev der i 90’erne åbnet specialklasser for specialundervisningselever på skoler i Hvidovre. Engen på Enghøjskolen i 1992 og lignende ordninger med navne som Højen på Frydenhøjskolen og Kæret på Sønderkær skolen. I 2008 blev de tre slået sammen til Engen, som blev placeret på Enghøjskolen.
Efter årtusindskiftet blev der også på Enghøjskolen arbejdet ihærdigt med elever, der var særlig udfordret. Foruden Engen oprettede man fx ”Minigruppen” i 2008 for yngre børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Her blev børnene undervist delvist udenfor klassen.
Et andet initiativ var ”Båndet” for en gruppe drenge på mellemtrinnet. Et AKT tilbud ( adfærd-kontakt-trivsel). Her var en fuldtidsansat pædagog og en lærer sammen med børnene. Både udenfor og inde i klassen.
I 2007 lykkedes det at få en familievejleder ansat fuldtids på Enghøjskolen. Hendes opgave var at hjælpe med kontakten til hjemmene, nedbringe elevfravær og hjælpe lærerne med indstillinger til socialforvaltningen. Tidligere i 80’erne havde der været fast socialrådgiver, skolepsykolog og taleprædagog fuldtids tilknyttet skolen, men disse fagpersoner blev sparet været i 90’erne.

Pædagogisk udviklingsarbejde i 2001-2011

Enghøjskolen fortsatte efter Kirsten Schalburgs ledelse med at have fokus på pædagogisk udviklingsarbejde og integration af tosprogede elever.
Der var et særligt samarbejde mellem skolen og de lokale institutioner. Overgangen mellem børnehaver og fritidshjem til skolen blev gjort tryg og kendt for børnene. Bl.a. ved hjælp i 2005 af projekt Stjernedrys. Projektet sigtede på en større selvforståelse og kendskab til hinanden ved overgangen. Der var aktiviteter med oplæsning, teater og billedkunst.
Der blev udarbejdet en Partnerskabsaftale mellem Integrationsministeriet og skolen i 2009-2013. Målet var
• Undgå marginalisering
• Bedre faglige resultater
• Få unge tosprogede i ungdomsuddannelser og arbejde
Disse mål skulle bl. opfyldes gennem turbo hold i dansk og matematik på mellemtrin og i udskolingen. Et forstærket samarbejde med kommunen og SU (uddannelsesorientering) vedr. ungeindsatsen.

Ekskursionsforløb med fokus på omverdensforståelse på mellemtrin og udskoling. Kompetenceudvikling af personalet gennem relationskompetence og aktionslæring i klassernes lærerteams. Tæt opfølgning af udvalgte elever.
Dette udviklingsarbejde blev afbrudt af kommunalbestyrelsens beslutning om at lukke Enghøjskole og fik derfor ikke en chance for at blive evalueret.
Enghøjskolen havde også fra 2010 et udvidet samarbejde med Zahles Seminarium og Professionshøjskolen UCC vedr. eksemplarisk skolearbejde til faglig dygtiggørelse i undervisningen af tosprogede elever. Men dette projekt måtte også stoppes, da beslutningen om lukningen af Enghøjskolen blev truffet.
De pædagogiske indsatser viste sig at bære frugt. Det blev bevist ved en undersøgelse foretaget af KREVI, det kommunale og regionale evaluerings institut. KREVI undersøgte undervisningseffekten på samtlige Hvidovres skoler. Og undersøgelsen viste, at Enghøjskolen var den skole i kommunen som havde den største undervisnings effekt på eleverne. Undervisningseffekten blev målt i forhold til elevernes afgangsprøver set i forhold til hvad de ud fra elevsammensætningen skulle forventes at opnå.

Anden og sidste kamp om Enghøjskolen

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre indstillede i efteråret 2010 at Engstrandskolen i Hvidovre skulle nedlægges. Pga. det faldende elevtal i kommunen ville man indskrænke antallet af skoler i Hvidovre. Forvaltningen ønskede:
..” med nedlæggelsen af en skole at hæve kvaliteten i det samlede skolevæsen og få timer til undervisning frem for til bygninger.” ( Hvidovre Avis 13.12.2011).
Skolebestyrelsen på Engstrandskolen kæmpede kraftigt imod denne beslutning. Og i september 2011 blev beslutningen ændret til, at det nu i stedet var Enghøjskolen og Sønderkærskolen, der skulle lukkes, og elever og personale flyttes til tre andre skoler i området. Om det var de mange socialdemokratiske medlemmer i Engstrandskolens lokalområde, som gjorde at forslaget faldt, er uvist. Eller også var det fordi, at ændrede skoledistrikter med Engstrandskolens nedlæggelse ville medføre, at Enghøjskolen og Sønderkærskolen blev meget små med under to spor. Beslutningen blev efter mange indsigelser stadfæstet på et møde i kommunalbestyrelsen d. 28. februar 2012.
Lærerne på Enghøjskolen var lamslåede. Nok var skolens elevtal faldet til under 300 elever, men der var det sidste år sket en stigning til, at man nu havde 312 elever. Ganske vist var det stadig under halvdelen af de børn, som skoledistriktsmæssigt tilhørte skolen, men der var fremgang i elevtallet.
Skolen havde også ved arbejdsplads- og trivselsvurderinger vist, at skolen havde et godt arbejdsmiljø både fysisk og psykisk, og at det lå over gennemsnittet. Skolen performede også undervisningsmæssigt højre end forventeligt, jævnfør KREVI analysen. Skolens afgangselever var enten fortsat i gymnasiale uddannelser (45% ) eller fortsat i erhvervsfaglige uddannelser eller i 10. klasse (55%).
Mange udenfor skolen forstod heller ikke beslutningen. Fx blev det i høringssvarene fremhævet, at Enghøjskolens bygninger var de nyeste og den mest moderne skole i området. Avedøre skole og Frydenhøjskolen fremhævede behovet for nybyggeri, da skolerne ikke uden ombygning ville kunne rumme de ekstra elever og lærere fra Enghøjskolen, som dermed skulle overflyttes. Der var således ikke umiddelbart en økonomisk gevinst ved lukningen af Enghøjskolen.
Samarbejdet med lokalområdet var omfattende og højt og prioriteret. Derfor var der også mange af beboerne og institutionerne i Stationsbyen som protesterede mod lukningen.
Men kommunalbestyrelsen stod fast ved sin beslutning denne gang trods de mange protester. Elever blev overflyttet klassevis til henholdsvis Avedøre skole, Frydenhøjskolen og Engstrandskolen. Lærerne flyttede med, efter at deres ønske om skoleplacering var blevet hørt.
I et brev fra MED-udvalget på Enghøjskolen til direktør Christine Brochdorf dateret 19.06.2012 bliver vanskeligheder og udfordringerne med nedlæggelsen og flytningen af personale og børn beskrevet således:
”Erfaringerne med fusionsprocessen /sammenfletningen har været meget blandede, og det har været meget vanskeligt bl.a. pga sene udmeldinger og for få ressourcer. Men på alle tre skoler har personalet vist stor lydhørhed og samarbejdsvilje.
Nedpaknings og flytte processen har været langt mere belastende og omfattende end det, som Enghøjskolen var stillet i udsigt. Der er gået langt flere timer og ressourcer til det.
Men trods de praktiske, økonomiske og pædagogiske store vanskeligheder med denne proces er de menneskelige omkostninger dog de største. Derfor er det med stort vemod, at vi siger farvel til Enghøjskolen.”
I juni 2012 sluttede Enghøjskolens historie.

Enghøjskolens historie er skrevet af tidligere lærer og konsulent for tosprogede elever Inger Merete Clausen. Dels ud fra interview med lærere og ledelse fra Enghøjskolen, egne oplevelser samt avisartikler og officielle skrivelser fra skolen til forvaltningen.

Forstadsmuseet har modtaget materiale om Enghøjskolen fra Inger Merete Clausen og Kirsten Schalburg
Fotos modtaget fra Inger Merete Clausen:

Inger M. Clausen

Skoleleder Kirsten Schalburg

Skoleleder Flemming Dueholmen

Personalefoto 1980

Modtagerklasse 1980

Modtagerklasseelever 1980

Skolekasse på Enghøjskolen

Skolegården 1980

Pakistansk lærer Enghøjskolen

Mangfoldighed

Mangfoldighed

Mangfoldighed

Mangfoldighed

Enghøjskolen 1970-74

Enghøjskolen 2010-12

Enghøjskolen set fra skolestien

Avedøre Stationsby