Jens Nielsens død på Retterstedet

Mel. Den fulde Maane rædsomt lyste.

 

I Fængslets Gaard, helt dybest inde

Der færdedes de tavse Mænd –

Hvad mon i Dag de har i Sinde,

At de er stævnede herhen?

I Østen lysner det saa stille,

Den unge Dag sig nærmer alt,

Og da vil Solen, Livets Kilde,

Bortkysse Nattens Dug, som faldt.

 

 

Se Mændene en Bygning rejse,

O ve, et nyt Skafot det er;

Om lidt vil det i Gaarden knejse,

nu veed vi, hvad de vente her.

I Fængslets Mulm i Morgenstunden

Der sidder han, den Rædsels Mand

Med Dødens blege Træk om Munden,

Thi ingen Redning venter han.

 

Brand, Vold og Mord det var hans Gerning,

Saa ung ad Lastens Vej han tog,

Han spilled fejl med Livets Tærning,

Han tabte og sig selv bedrog.

Nu dages det – det bliver Morgen,

Hans Lænker rasle – hys, hvad nu!

Han ser mod Fængslets Dør forborgen,

Den aabnes nu for Dødens Gru.

 

”Staa op! Nu er din Time slaaet!”

De føre ham i Gaarden ud,

Snart er Skafottets Grænse naaet,

Mon nu hans Sjæl er vendt mod Gud?

Nej, til det Sidste han forhærdet

Vil trodse Alt; han viser bort

Sin Præst og stiger uforfærdet

Ud Trinet – Vejen er kun kort!

 

 

Man slutter Kreds – Borgmestren bringer

Nu Retfærds Dom og læser den;

Et kort Sekund – se Øksen svinger,

Og Fangen gik i Døden hen.

Forbi! Forbi! Man Liget tager

Og sænker ham i tidlig Grav,

Udslettet er han – Sjælen drager

Til Evigheds ukendte Hav.

 

  1. Petersen