Det gamle hus i haven
Skrevet af H.P. Jensen og genfortalt af Hans barnebarn M. Larsen
En forårsdag i 1916 stod nogle mænd i en baggård i indre København.
De betragtede det lille gamle hus, som snart skulle rives ned for at give plads til en ny stor ejendom.
Den ene af mændene havde for en billig penge købt huset for efter nedrivningen at genopføre huset på en grund, han havde købt i Hvidovre.
Huset var godt nok gammelt, og murene var skæve af alderdom, men hvad, det kunne vel bygges op igen og bruges som sommerhus.
Så mændene gik i gang med at rive huset ned. Det gamle hus blev helt forskrækket og tænkte, hvad skal der mon ske med mig nu – skal jeg virkelig ende mine dage på en losseplads?
Det var kedeligt, at huset var gammelt og ikke kunne høre så godt mere, – så havde det måske overhørt, mændene tale om at det skulle genopføres.
Huset, der nu var temmelig melankolsk, drømte sig hen i søde drømme om et dejligt sted langt borte fra den store kedelige by – ude hvor der var masser af frisk luft, marker, dyr og hvor man kunne se lige op i den dejlige blå himmel.
Det ville have været et eventyr at kommer derud og stå.
Huset faldt nu i en dyb søvn og vågnede først sent næste formiddag, det gned sine øjne og kunne slet ikke kende sig selv mere.
Taget på huset var væk, og murene lå nu i en stor bunke – huset var grædefærdigt og tænkte, jeg bliver aldrig til et hus igen, det er forfærdeligt.
Huset græd nu salte tårer som løb mod tagrenden.
Men hvad var nu det, tagrenden var også væk, så huset ville ikke spilde flere tårer på sin skæbne, men blev hårdt og tænkte: ”Ske hvad der vil, jeg vil roligt gå min fremtid i møde”.
Da huset havde taget sin beslutning om at tage, hvad der nu måtte komme – kom der en vogn med 2 store heste for kørende ind på gården og standsede ved en bunke sten, der hørte til det gamle hus, og nogle mænd begyndte at læsse stenene op i vognen.
Nu var det spændende for huset – Hvor skulle det hen? Hvilken skæbne ville huset få?
Da det hele var læsset på, satte kusken vognen i gang og kørte ud på gaden.
“Uha”, tænkte huset, det her går aldrig godt, sikken en masse mennesker og køretøjer der var”, – huset blev helt nervøs for trafikken, men kusken styrede sine heste roligt og støt igennem virvaret.
Efter et kvarters kørsel blev der mere roligt på vejene, og huset kunne trække vejret lettere. Ja, ja det blev vel ligefrem i godt humør, for i horisonten så huset nu en masse grønne træer.
Huset hørte kusken sige til den ene af mændene, der sad på bukken, at det her var Søndermarken, og at de nu kørte op af Valby bakke.
Hestene måtte bruge alle deres kræfter for at trække vognen op af den stejle bakke, men op kom de da.
Huset kiggede sig godt omkring og var meget nysgerrig.
Det så, at der på højre hånd lige op til Søndermarken lå et hyggeligt lille hus med en stor have, som hed Korups have og længere nede af vejen lå der en del gartnerier.
Det så alt sammen dejligt landligt ud, men pludselig drejede kusken til venstre af en rolig vej, der snoede sig ned til en smal bro, der førte over en jernbane.
“Bare at broen holder, “tænkte huset og blev helt svimmel ved tanken om hvad der kunne ske hvis broen brasede sammen under dem. Men broen holdt.
Da vognen var kommet godt over broen, fortsatte den ud af en smal landevej med grøfter på begge sider. Huset så nu til sin store forundring, at de pludselig var omgivet af store marker.
Der lå sørme også en rigtig bondegård – Lyshøjgård –” nå,” tænkte huset optimistisk, “Jeg tror, min drøm om at komme på landet er gået i opfyldelse.”
Vognen trillede sindigt videre,og lidt efter kørte de over en anden jernbanebro.
Huset gned sine øjne for, hvilken udsigt der var – på venstre hånd så huset ud over vidstrakte marker og videre ud over Kalvebod strand. Så meget vand havde huset aldrig set på én gang.
Det var vel nok en dejlig tur, huset var kommet ud på. Køer og heste gik og græssede fredeligt på markerne – alt åndede fred og idyl.
Nu kørte de forbi en hyggelig gammel kro, der hed noget så dejligt som ”Flaskekroen”. Lige efter kroen kørte vognen over en smal træbro og drejede derefter til højre ad en ganske smal bivej og igen til højre ad en vej, der kun bestod af et par dybe hjulspor, og der standsede vognen.
Mændene begyndte hurtigt at læsse huset af, og kort efter kørte de bort med vognen.
Der lå det gamle hus så, helt alene på en stor åben mark.
Huset begyndte at blive lidt betænkelig, det ville snart blive mørkt og lys var der intet af herude. Tænk, hvis nu det blev regnvejr! Så lå man bare her i en stor bunke, uden tag over hovedet.
Det var ikke rart at tænke på, men huset var dødtræt efter dagens mange oplevelser og inden det rigtigt vidste af det var det faldet i søvn og drømte søde drømme om den dejlige køretur herud.
Næste morgen vågnede huset pludseligt og kunne ikke tro sine egne øjne – det var ikke kun en drøm jeg drømte – Jeg er her, jeg er vågen og jeg kan mærke den dejlige sol som skinner på mig nu.
Ja varm alle mine nedbrudte sten og mit tømmer, det er en dejlig fornemmelse. Men jeg kunne nu godt tænke mig at blive et hus igen så jeg håber nogen snart kommer og bygger mig igen.
Allerede dagen efter kom der nogle mænd ud på marken og gravede en rende som de bagefter fyldte op med grus og cement. Huset overhørte mændene sige at de ville komme igen om 8 dage når det hele var tørt.
Da de 8 dage var gået kom mændene ganske rigtigt igen og nu gik det stærkt med at bygge og i løbet af et par dage var det gamle hus bygget op igen.
Nøj hvor er jeg blevet flot tænkte huset ved sig selv. Jeg har endda fået en fin kvist på taget og derfra kan jeg se over til en dejlig bondegård som mændene kaldte Torstensgård, jo huset var såmænd rigtigt tilfreds.
Hver eneste søndag blev huset fyldt med liv og lystighed for så kom huset nye ejer med sin kone og børn- For at grave, plante og få haven anlagt som de nu ville have den. Børnene legede i haven og blev vejret dårligt blev der spist og drukket kaffe inden i huset.
Der gik nu nogen år, buskene og træerne voksede i haven omkring huset. En skøn dag i Maj hvor træerne var sprunget ud opdagede huset at det ikke længere kunne se stranden mere.
Det var huset lidt ked af men som sagt så var træerne efterhånden blevet så høje at de tog den dejlige udsigt over marker og strand.
Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, for træerne tog jo godt nok udsigten fra huset, men når det blev vinter, så gav træerne den dejligste læ for huset – og det havde godt nok været nogen strenge vintre at komme igennem de første år hvor huset lå helt blottet for vinterstorme på den bare mark.
En dejlig forårsmorgen i midten af 1920 erne hørte huset nogen ukendte stemmer stå og tale sammen i haven. En mand med en tommestok gik rundt og målte op forskellige steder og hurtigt gik det op for det gamle hus at der skulle bygges et helt nyt hus ude ved vejen – et hus man kunne bo i hele året.
I den kommende tid blev der stor travlhed i haven, der blev gravet grund, der blev støbt og muret, og inden efteråret stod det nye hus færdigt.
Helt nye mennesker købte grund og gammelt hus og byggede et nyt som de nu flyttede ind i.
Det gamle hus som jo altid var blevet brugt som sommerhus og som følge deraf altid havde været flot hvidkalket, fik nu lov til at stå og forfalde.
Det var en temmelig trist tid for det gamle hus, der gik få år så kom der igen nye ejere til og det var ganske forfærdeligt, for de nye ejere havde mange børn og de var noget så uartige. De klatrede op i træerne og op på taget af det gamle hus, slog ruderne i stykker i kvisten så det trak ind på loftet.
Deres far satte en masse kaniner og duer ind i huset. Det gamle hus kunne næsten ikke trække vejret, sådan stank der inde i huset, for der blev nemlig ikke gjort rent inden i huset længere.
Det gamle hus var meget bedrøvet og tænkte, hvad skal det hele dog ende med?
Det regner ned igennem taget, væggene slår revner, vandet trænger ind både for oven og for neden og jeg er altid forkølet. Det er den rene elendighed alt sammen.
Udenfor ser det ligeså sørgeligt ud, på den ene side af mig, helt op til tagskægget ligger der en kæmpe stor møgbunke, det er modbydeligt. Og op af min ene gavl har de af gamle brædder hamret et skur op, hvor de har høns og ænder gående, det ser forfærdeligt ud.
Huset var i meget dårligt humør og alt var trist og sørgeligt. Tiden gik og huset kom efterhånden til at se gammelt og revnet ud og det tænkte: sker der ikke snart noget så går jeg kun min egen død i møde.
Men så skete der noget afgørende for det gamle hus. En meget varm dag i sommeren 1947 hørte det gamle hus igen stemmer som det ikke kunne genkende.
Huset spidsede ører og lyttede, en mandsstemme sagde, jeg kunne godt tænke mig at købe dette sted og en kvindestemme sagde, jeg kunne godt tænke mig at bo her.
Nå sagde manden så køber vi det for jeg kan mægtigt godt lide det lille gamle hus nede i baghaven. Huset som jo hørte alt knejste med nakken så det knagede i tagspærene. Tænk at der virkelig var nogen som kunne lide det. Det tegnede godt for fremtiden tænkte huset og blev ligefrem i strålende humør og begyndte at drømme om mange dejlige år endnu i haven.
Der gik meget kort tid så flyttede de nye mennesker ind i deres nyerhvervede ejendom. Familien bestod af en mand og en kone samt en stor dreng og en ung pige, og nu skete der noget. Det gamle hus i haven blev meget glad da det så at den nye ejer straks gik i gang med at fjerne den store møgbunke samt det rådne hønsehus, alt blev fjernet og inde i huset blev der nu gjort ordentligt rent.
Husets tag blev repareret, gavlene blev tjæret, der blev hvidtet og kalket og malet alle steder. Huset var lykkeligt, det så jo så hyggeligt ud nu og den nye ejer var så forelsket i det gamle hus at det blev kælet rigtigt godt om det.
Men de mange år hvor huset havde fået lov til at stå og forfalde havde sat dybe spor.
Taget som den nye ejer havde repareret blev utæt igen og om vinteren når der kom megen sne eller regn fik huset våde fødder og murene slog igen revner så når foråret kom begyndte manden på ny at reparer murene igen. Dette gentog sig år for år. Derfor besluttede manden at støbe det gamle hus en ny sokkel.
Nu var det lige meget hvor meget det regnede eller sneede, huset havde igen tørre fødder.
Men nu blev det rent galt med taget, det blev mere og mere utæt. Det regnede ned fra loftet og blev mere og mere ubehageligt.
Efter endnu et års tid besluttede manden og hans svigersøn at nu skulle det være alvor med at få lagt nyt tag på det gamle hus i haven.
Og en smeltende varm sommerdag gik manden og hans svigersøn i gang med at rive det gamle tag af og den næste dag fik det gamle hus i haven et helt nyt tag.
Aldrig i sit lange liv havde det gamle hus været så lykkelig som denne dag hvor regnen kom styrtende men der ikke kom en eneste dråbe vand indenfor. Husets ejer var mindst lige så lykkelig.
Alle var glade nu kunne huset stå tørt og godt i mange år frem i tiden til glæde for både sig selv og sin flinke ejer.
Efterprolog:
Det gamle hus i haven og det nye var min farfars. På Lerbjergvej i Hvidovre.
Det var min farmor og farfar som købte huset som de sidste dengang i 1947 og det er fortsat familieejet.
Pr anno 2017 står det gamle hus fortsat i min farfars have. Det er dog i dag ejet af min Faster da min farfar gik bort for mange år siden.
Min Far har boet i det gamle hus i haven som teenager.
Huset bliver fortsat passet på – men den dag min faster ikke er her mere bliver huset på Lerbjegvej nok solgt til folk uden for familien og så ved ingen hvad der kommer til at ske med det gamle hvidkalkede bindingsværks hus – mon det så er der skæbnen vil at huset bliver revet ned og faktisk ender på lossepladsen som huset selv troede at det skulle dengang i 1916?
Jeg har valgt at genskrive farfars historie om huset i håbet om at hvis Historien ligger i huset når det bliver solgt at nogen så vil fatte empati for det gamle hus – samt at det er en fortælling fra det gamle Hvidovre (som jeg selv bor i dag)
Turen som er beskrevet fra København over Valby til Hvidovre, ser meget anderledes ud i dag og jeg synes det er værd at huske de gamle tider og hvor anderledes tingene så ud dengang.
M. Larsen