”Bedemand Marianne” fra Hvidovre.
Af Jytte og Vagn Sørensen
HLS har været på rundtur i Hvidovres kirker og kirkegårde og emnet blev afrundet med et foredrag den 1-11-2023 af den lokale ”bedemand” Marianne Gyldholm på Rytterskolen i Hvidovre. I første halvdel af foredraget fortalte Marianne om sit liv. Marianne Indledte med at sige, at hun er en ”Hvidovre Bonde” hun har altid boet i Hvidovre med undtagelse af en meget kort periode i sin ungdom, hvor hun boede på Vesterbro.
Marianne boede på Kettegårds Alle’ og startede sin skolegang på Præstmoseskolen. Efter udfordringer i hendes familie måtte hun et halvt år senere flytte til Sønderkærskolen, hvor hun gik i 10 år. Da hun startede på Sønderkærskolen, blev hendes navn råbt op, men hun reagerede ikke, fordi efternavnet efter hendes mening var forkert. Hendes klasselærer påstod, at hun havde et specielt efternavn, men Marianne sagde hun hed Petersen, for det stod der på deres postkasse. Ved aftensmåltidet i hjemmet fortalte Marianne om episoden i skolen, og hendes forældre måtte fortælle, at hendes far ikke var hendes biologiske far, så derfor hed hun ikke Petersen. Marianne var meget glad for at gå i skole, men tidligt fik hun lyst til at tjene sine egne penge. Hun fik sit første job hos en bager i Spurvegården. Senere startede hun med et rengøringsjob om morgenen før skoletid, på sin egen skole. Marianne fik rengøringen af sit eget skolelokale, så hun opdragede sine skolekammerater til at sætte stolene på plads og rydde alt op, før de gik hjem om eftermiddagen. Så var det nemt for hende at gøre rent næste morgen. Efter morgenjobbet havde Marianne nogle gange behov for at gå hjem for at sove et par timer, derefter mødte hun i skolen ved spisefrikvarteret. Det bevirkede, at hun kom til at mangle kundskaber specielt i matematik og fysik, som hun skulle have brugt senere i forbindelse med en ønsket uddannelse. I hendes skoletid havde hun også arbejde i Rådhusrenseriet og i en grillbar i Damhus Tivoli. Da Marianne gik ud af skolen, fik hun job på kontoret på en maskinfabrik i Herlev, hvor hun fik et tilbud om at uddanne sig som maskinarbejder. Det var ikke noget for Marianne. Hun startede derefter med et rengøringsjob på plejehjemmet Krogstenshave. Personalet tilbød Marianne et job som nattevagt, men som 16-årig blev det en svær opgave. Hun kendte intet til pleje af ældre mennesker, og det var ikke altid at beboerne sov om natten, som hun var blevet lovet. Marianne kom derefter i dagvagt på plejehjemmet, hvor der var mere personale til at vejlede hende. Hun indså hurtigt, at hun måtte uddanne sig som social og sundhedsassistent. Marianne har arbejdet 20 år i sundhedssektoren på hospital – plejehjem og været hjemmeplejeleder i 10 år. Desuden har Marianne haft arbejde i psykiatrien.
Igennem arbejdsperioden i ”Sundhedsvæsenet” blev arbejdsforholdene meget forringet, så hun ville prøve at se efter noget andet arbejde, hvor hun kunne bruge sin erfaring fra sundhedssektoren.
Et dødsfald i familien, som Marianne skulle tage sig af gjorde, at hun fik kontakt med en bedemand. Det forløb var positivt, så hun fik øjnene op for, at bedemandfaget kunne være en mulighed for hende. Marianne fortalte, at der ikke er en decideret bedemandsuddannelse, men det sker ved oplæring og ”selv betalte” kurser. Marianne blev ansat af ”Begravelse Danmark” i 2004 og fik forretning i Lejerbo på Hvidovrevej. Hun fortalte, at når der sker et dødsfald, er det anmelderen af dødsfaldet, der hæfter for udgifterne i forbindelse med bisættelsen eller begravelsen. Efter at dødsattesten er skrevet på den afdøde, af en læge, begynder bedemandens arbejde. Det består af indberetninger om dødsfaldet til de offentlige myndigheder. Desuden begynder samtalen med dødsanmelderen angående de praktiske opgaver f.eks. valg af kiste, kistepynt, kirke eller kapel. Det er forskelligt hvor meget anmelderen ønsker, at bedemanden skal tage sig af, men Marianne fortalte, at hun ofte står for alt det praktiske arbejde i forbindelse med dødsfaldet. I nogle tilfælde indebærer bedemandsarbejdet også at mægle mellem uenige parter blandt den afdødes pårørende. Kun i et par få tilfælde har Marianne oplevet, at hun ikke kunne få parterne til enighed, og hun måtte derfor overlade mæglingen til Skifteretten. Marianne har været bedemand i 20 år, og hun sagde, at dødsfald blandt børn og unge mennesker selvfølgelig påvirker hende meget. I de tilfælde kan hun ikke undgå at tage arbejdet med hjem. Ellers er bedemandsarbejdet noget, hun har en professionel indgang til, og ikke noget hun er påvirket
af, når hun er hjemme hos familien. I dag er der flere muligheder for, hvordan folk ønsker sit sidste hvilested. Man kan vælge kistebegravelse, kremering med nedsættelse af urne på kirkegård, i en skov eller asken kan spredes ud over havet. Marianne anbefalede, at man skrev sine ønsker ned i hæftet ”Mit sidste ønske” som hun havde taget med til foredraget. Til slut blev der stillet mange relevante spørgsmål af de 35 deltagere, spørgsmål som Marianne besvarede på en meget fin måde.
FAKTABOX:
Ordet rustvogn stammer fra det militære begreb rustning. Rustvognen var oprindeligt et køretøj til transport af militærets udrustning. Når udrustningen var afleveret, tog rustvognen ofte de faldne soldater med tilbage. Og dermed fik rustvognen sin relation til døden.
Bedemand, oprindeligt en person, som beder, dvs indbyder til barnedåb, bryllup og begravelser; i købstæderne har man haft kommunale bestillingsmænd med eneret til erhvervet, og som også mod betaling ordnede alle formaliteter med de kirkelige handlinger.